med dråber over det hele
Ja, så falder regnen
og så lægger vi os ned
uden at slippe med hænderne
(jeg tror kun det her blog-indlæg giver mening i mit hovede)
Lørdag da jeg var færdig med at arbejde, tog jeg til SPOT-afterparty - lidt trist at man havde valgt at flytte det op i ridehuset, da det betød at der ingen søndags-oprydning-mad-øl-hygge var. Jeg var vel til afterparty sammenlagt en time, længere tid tog det ikke at få drukket de nye øl-billetter, brugt de resterende fra fredag, sagt hej til alle de obligatoriske mennesker, spist den meget ulækre suppe (hvor var tomat suppen?)
Jo mere fuld jeg blev, jo mere ked af det blev jeg, så jeg endte selvfølgelig med at løbe derfra, dels for at undslippe de to fra Blue Foundation, men også fordi jeg bare var så utrolig ked af det.
Jeg satte mig på trappen ved siden af musikhuset, med det sidste af min øl. Når man sidder helt alene, meget fuld og ked af det på en trappe lørdag nat så må man gerne græde, silently...
Mens tårerne trillede ned af mine kinder dukkede denne person op - Rasmus!
Jeg havde set ham tidligere på dagen i sine turkis bukser, med sin sorte macbook og en sort sæk fyldt med alverdens promotion stuff for forskellige bands. Han valgte så at sætte sig ned ved siden af mig, og på det tidspunkt var jeg alt andet end selskabelig, så jeg forsøgte at få ham til at gå.. MEN MEN så tog det hele en interessant drejning; Han tilbød mig kage, en halvspist pizza, en lunken cola. Han var så utroligt hjælpsom; "skal jeg ringe efter nogen?" "er du kommet til skade?" "er du sikker på du er ok?". Fra at jeg egentligt bare ville have ham til at gå væk, så endte det med at vi sad på trappen og havde en utrolig hyggelig samtale.
... Nu hvor regnen så falder, her er lidt koldt og jeg er alene igen, så kan jeg ikke lade være med at blive lidt glad når jeg tænker på lørdag aften. Det var så helt utroligt sødt at han stoppede op for at trøste mig...
Det var så en virkelig historie om medmenneskelighed (for det findes faktisk)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar